Som coach arbejder jeg oftest med at se fremad, med at perspektivere, med at finde tro og håb og motivation for ens fremtid – med i tanken at etablere en ramme og en struktur at navigere inden for, et slags tankemæssigt framework vi kan bruge som valg og beslutningsmaskine, både på den lange og den korte livsbane.
Sådan går mange heldigvis til livet – det har jeg og andre coaches ikke patent på, jeg faciliterer det blot i en mere professionel grad kan man sige, samt i en mere struktureret form, som kan være effektiv og nødvendig for nogle menneskers udvikling, i forskellige faser af deres liv
Her i coronatiden oplever jeg mange have forskellige grader af kvaler med netop den tilgang til livet og deres eget værensliv. Folk beskriver for mig, at en slags afventende tilstand har indfundet sig, permanent synes det – de vil gerne se fremad, tænke kreativt, på sig selv, i deres job m.v. – de kan bare ikke finde det i sig. Guderne skal vide at det har været en kærkommen pause fra fremtidsfokus og målsætningsarbejde, også for mig selv, men der er selvfølgelig en udløbsdato på et afventende mindset – mennesket er jo skabt som et ambitiøst og målrettet væsen, vi skal have et fyrtårn at gå efter, nogle retningsgivere og pejlemærker, ellers går vi til i kedsomhed og stilstand.
Mange beskriver for mig hvor svært de har det med at tænke bare to 2 dage frem i denne tid. Hvordan intet rigtigt optager dem, ikke andet end coronadagsordnen, frygten for at miste jobbet eller virksomheden, for at blive syg, venten på en vaccine, eller kedsomheden over at alt bare gentager sig i en uendelighed og nu ovenikøbet uden sociale adspredelser, eller oplevelsesorienterede aktiviteter – i hvert fald i en meget reduceret form. Kort sagt, livet er for mange, lige nu, enormt kedsommeligt, det står helt stille og muligheden for at sparke gang i det hele, er temmelig begrænset.
Så hvad gør vi så mens vi venter helt bogstaveligt og i vores tanker og system? De sidste 9 måneder har vi jo kompenseret i et væk, med Facetime hangouts, video-fredagsbarer, med walk and talk’s, med fællessang på DR osv. osv. osv. Men vi er ude i overkompensation nu vil mange mene, der er ligesom ikke mere at koge suppe på der, vi er løbet tør for suppeurter – det hører jeg fra mange der kommer hos mig.
Nu er det nærliggende at sige, prøv et coachingforløb 🙂 og det gør jeg så, men du kan også forsøge at coache dig selv, lad mig komme med nogle forslag.
Spørgsmål er gode til at skabe nye tanker, især åbne spørgsmål, så lad mig prøve at stille et par generelle åbne spørgsmål til dig kære læser.
Tidsrejsen:
Hvis du går 5 år frem i tiden hvor du er 5 ældre og forestiller dig at du ser tilbage på den her coronatid(dvæl lige ved det perspektiv i en tid) – hvad vil du så blive skuffet over at du ikke fik taget dig af, nu du havde tiden til det og kedede dig bravt?
Mange tanker kan jo komme i gang på det spørgsmål – du fik ikke ryddet op i kælderen, malet huset m.v. – men! det er ikke lige der jeg vil hen. Det er mere på det personlige plan jeg tænker der er mest at kigge på, fremfor i praktiske gøremål – nogle uhensigtsmæssige sider af dig selv, noget der måske blokerer dig, hæmmer dig og altid har gjort det?! Indsigter i dig selv du måske nok har konkluderet på, men ikke forsøgt at udvikle på, det kunne være fx være at du har svært ved at tage imod ros, du siger måske om dig selv at du er tryghedsnarkoman, men er du det? har du lyst til det at være det? Du er måske ikke så modig som du kunne ønske dig, eller du er overmodig (begge dele kan give udfordringer)
Altså et kig på de absolutter og dogmatikker du pålægger dig selv og ligger under for, et service eftersyn af dine personlige hæmmende overbevisninger og principper kan vi kalde det – dem som du dybest set er ret træt af og godt ved ikke er super hensigtsmæssige ift. dine drømme og mål.
Forberedelsen:
Lige om lidt, om måske bare et ½ år, eller lidt længere tid. Så begynder tingene med al sandsynlighed at normalisere sig stille og roligt – det er jo allerede lidt i gang trods diverse tilbageslag.
I realiteten er et halvt år jo, for de flestes vedkommende, ganske kort tid! Det er 2 semestre på studiet, det er fra jul til juni, i helt liv er det ganske kort tid.
Køber du ind på den præmis, så er den gryende normalisering jo faktuelt lige om hjørnet og foråret er heller ikke langt væk, en 3-4 måneder, og om bare en god måneds tid, går vi mod lysere tider med flere solskinstimer i vente.
Når den mere normaliserede tid begynder at indfinde sig, hvad vil eller kan du så tage fat i? hvad kunne du bruge dette mentale forår til? og ikke mindst, hvordan kan du i så fald begynde at forberede dig på den tid? Hvilken “træningslejr” kan du sætte dig selv i? således du er klar til at rykke når tid er.
Jeg tror på at sådanne tider som den vi taler om her, kan benyttes til at gøre sig nye landvindinger, til at søsætte nye projekter, tage fat i de større mål og drømme der måske har været udskudt eller lagt nederst i skuffen og som især her i coronatiden har været pakket helt væk.
Vi er jo på en måde i gang med en slags dobbelt vinter lige nu – både coronatid og vintertid, på samme måde kan vi vælge at tænke dobbelt positivt – at foråret og sommeren bliver dobbelt up, det bliver både forløsning og frihed og håb, samt mere solskin, mere tid mentalt og bogstaveligt talt.
Så kære læser, for at opsummere – Hvad kan du forberede dig på at tage fat i for alvor når coronatiden rinder ud? Hvad vil/kan du mobilisere dig til at rykke på, at forandre i dit liv, hvad vil du bruge det kommende double-up forår til?
